Helgenæs

Lørdag d. 19. august var der indbudt til en dag fyldt med lokale anekdoter og fællesskab i fokus. Alle mødte op i Helgenæs Forsamlingshus for derefter at følges ad til Esby, hvor dagens vandring fandt …

Lørdag d. 19. august var der indbudt til en dag fyldt med lokale anekdoter og fællesskab i fokus.

Alle mødte op i Helgenæs Forsamlingshus for derefter at følges ad til Esby, hvor dagens vandring fandt sted.
Helgenæs er et stort område – nogen kalder det en ø, og Pernille Helberg Stentoft havde derfor udvalgt Esby til at være stedet, hvor vandringen fandt sted. Ret hurtigt havde hun fundet et fortællelystent netværk i Esby, som kendte den lokale historie og set og været en del af den i mange år.

Bl.a. hørte vi om den gang Sanne havde en ko stående i deres lille kollektiv og om hvordan Kronprins Frederik havde været i den lokale købmand ved Sonja. Vi besøgte Monas vidunderlige og stemningsfulde have og så Oles mange fugle, hvoraf papegøjerne blev sluppet fri. Vi drak øl og cola ved købmanden, for det var sådan mand gjorde! Her havde byens børn fundet et sted, hvor de blev hørt og set, og hvor man kunne hygge sig med hinanden, hvis bussen var forsinket eller aflyst pga. sne.

Efter mere end to timer rundt i byen kørte alle tilbage til forsamlingshuset, hvor der blev serveret en lækker buffet kreeret af Dorthe. Her var alt, hvad hjertet kunne begære lige fra hjemmelavet hønsesalat til den lækreste rullepølse. Vi havde en rigtig hyggelig time, hvor snakken gik lystigt om de oplevelse, formiddagen havde bragt.
Der var ikke tid til at slå mave, for efter den lækre frokost stod den på workshop med billedkunstner Jens-Rune Gissel.

Workshoppen tog udgangspunkt i Helgenæs smukke natur og hver enkelt deltagers oplevelse af denne. Det blev til flotte tegninger af porreblomster, bakker, huse og meget mere.

Fernisering og Helgenæs-sangen:

Dagen sluttede af med fernisering og en lille koncert med Anders Graae, komponist og sangskriver. Her blev Helgenæs-sangen uropført – det var en kanon koncert, hvor bemærkningerne fra dagens deltagere var, at sangen ramte helt plet. Inden sangen blev spillet, fortalte Anders kort om tilblivelsen og de mange historier han havde at vælge imellem fra Esby og Helgenæs.

Det var en rigtig fin dag, og alle gik derfra med en stor kærlighed til sit lokalområde og en historie eller tre rigere.

Tak til alle, der var med til at gøre det til en mindeværdig dag!